DR-dokumentaren om Farhad og hans familie er blevet set af tusindvis af danskere. Den har betydet, at mange har rettet kritik af Sydøstjyllands Politi for den måde, som betjentene i dokumentaren opfører sig.
Og nu lyder det, at den specialpatrulje hos Sydøstjyllands Politi, der netop spiller en hovedrolle i denne dokumentar, er blevet nedlagt. Dette oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Sydøstjyllands Politi har i denne uge af Politiken fået forelagt en række episoder fra 2021 og 2022, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, som politikredsens specialpatrulje har løst sine opgaver på, herunder navnlig i forhold til konkrete magtanvendelser over for borgerne," skriver Sydøstjyllands Politi, og fortsætter:
"Forløbet omkring politikredsens specialpatrulje, og de episoder, som vi senest har set, rokker desværre ved den tillid. Hver enkelt episode skal naturligvis undersøges grundigt, før der kan konkluderes i de enkelte situationer, men det samlede forløb gør, at vi har fundet det rigtigst indtil videre at nedlægge vores specialpatrulje."
Ifølge Politiken er de fire betjente identiske med de personer, der har stået bag de voldsomme anholdelser og ransagninger mod den syriske familie fra Vejle.
Politidirektør Jørgen Abrahamsen fortæller i pressemeddelelsen, at det er vigtigt, at danskerne kan have tillid til politiet.
"Det er helt centralt for os, at borgerne kan have tillid til deres politi, og vi sætter en stor ære i at løse alle vores opgaver med høj faglighed, empati og etik. Det gør derfor også stort indtryk på os, når der fra flere sider rejses alvorlig kritik af den måde, som vi har løst konkrete opgaver på i forhold til borgerne," siger han.
Desuden kan Politiken også afsløre, at den pågældende specialpatrulje også har været involveret i en række andre voldsomme hændelser. Blandt andet har en civil betjent sparket en 28-årig mand i maven, da han forsøgte at blande sig i en voldsom anholdelse.
Avisen beskriver også andre ubehagelige hændelser, hvor betjentene går hårdt til værks. De fire betjente er dog ikke blevet suspenderet eller fyret. Derimod bliver de overført til andre enheder, mens sagen bliver behandlet af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.