Politiet er forundret over rygter om ‘sigøjner-plyndring’ i Haderslev: Vi har ikke hørt om det

Ninna Andreasen

442 uger siden

|

25/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lige nu deles en artikel vidt og bredt, hvor det hedder sig, at ‘hele byen er blevet plyndret’ af ‘sigøjnerlignende typer’. Episoden skulle være foregået i Haderslev.

Artiklen er i skrivende stund delt knap 300 gange på Facebook.

Hos Lokalpolitiet i Haderslev kan man dog ikke nikke genkendende til den historie. Ifølge vicepolitiinspektør Preben Westh har der kun været én melding om en butikstyv i dag omkring klokken 11.

Der skulle være tale om en mand fra det lokale asylcenter.

- Han har stjålet i fem forskellige forretninger. Han blev taget på fersk gerning. Da han blev anholdt, finder man tøj på ham fra fire andre forretninger og en ny iPhone, som vi er ved at undersøge, om er stjålet, siger han til Dagens.dk.

Preben Westh ved ikke, om manden har været alene, eller om han kan have haft en ven med. Men han har ikke hørt om en hel gruppe, der skulle have hærget byens butikker, og manden blev anholdt alene.

Genkender ikke billedet
Heller ikke hos byens handelsstandsforening, Haderslev Butikker, kan Christian Schulz - der også er citeret i artiklen - genkende billedet af, at byen skulle være blevet plyndret.

Han fortæller, at han i formiddag fik en melding om, at der var blevet anholdt en butikstyv. Derefter fik han en melding fra foreningens vagt, som holder øje ved byens butikker.

- Jeg får en melding fra vores vagt. Han meddeler mig om, at der er kommet tre biler med sigøjnerlignende typer, som har spredt sig ud i bybilledet, siger Christian Schulz.

Derefter skrev han rundt til butikkerne, at de skulle kontakte vagten, hvis de følte sig utrygge. Men efterfølgende har der ikke været nogen anmeldelser om, at disse personer skulle have gjort noget ulovligt.

Dagen endte således kun med den ene anholdelse omkring klokken 11, hvilket står i kontrast til forlydender om deciderede plyndringer og hærgen i byen.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: