Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser den 46-årige Michael Frederiksen i forbindelse med et røveri mod Danske Bank ved Solrød Strand.
Michael Frederiksen afsoner i forvejen en dom for røveri, men er på fri fod, da han er forsvundet efter en udgang. Nu er han også efterlyst for at have begået endnu et røveri.
Kort før middag mandag gik Michael Frederiksen ind ind i banken og truede sig verbalt til et større kontantbeløb. Herefter stak han af i retning mod Solrød Station med udbyttet i en gul nettopose.
Den 46-årige er almindelig af bygning, 184 centimeter høj og har kort brunt hår og brune øjne. Han havde skægstubbe eller kort fuldskæg, og han har kraftige tatoveringer blandt andet et dødningehoved på halsen.
Har man oplysninger om Michael Frederiksens opholdsted kan man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46351448, eller nærmeste politi på telefon 114. Politiet understreger, at man ikke selv skal forsøge at anholde den 46-årige, men kontakte politiet, hvis man ser ham.