En obduktion natten til onsdag har fastslået, at en yngre mand, som tirsdag blev fundet død i Horsens, er blevet dræbt af knivstik. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Politiet fandt manden omkring middagstid tirsdag. Det skete, efter at mandens familie havde tilkaldt ordensmagten, fordi man ikke kunne komme i kontakt med manden.
I første omgang havde politiet en mistanke om, at manden var død som følge af knivstik, men man var usikker på, om der var tale om et drab, eller om manden havde taget sit eget liv.
Retsmedicinere i Aarhus har nu obduceret liget af manden, og de har på baggrund af deres undersøgelser slået fast, at der var tale om drab.
- Det er udelukket, at der er tale om selvmord, fortæller efterforskningsleder Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Offeret er en 22-årig mand fra Afghanistan, som har bopæl i Horsens. Politiet er ifølge Carsten Thostrup i gang med at undersøge de nærmere detaljer om mandens liv og færden.
Onsdag morgen har politiet endnu ikke nogen idé om hvilket motiv, der ligger bag drabet, og man har heller ingen mistænkt i kikkerten.
Som det ofte er tilfældet i drabssager, er politiet tilbageholdende med at give oplysninger om detaljerne omkring drabet.
Carsten Thostrup ønsker da heller ikke over for Ritzau at fortælle, hvor mange knivstik manden er blevet dræbt med.
/ritzau/