Politiet anker dom i Tibet-sag

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

Københavns Politi har anket byrettens dom, der gav en Tibet-aktivist medhold i, at han blev udsat for ulovlig frihedsberøvelse under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i juni 2012.

Dermed kommer i alt seks sager om ulovlig frihedsberøvelse under præsidentbesøget til at køre en gang til. Fem andre Tibet-sympatisører, som ikke fik medhold i byretten, har nemlig allerede anket til landsretten.

I alle seks sager var Københavns Politi stævnet for ulovlig frihedsberøvelse under det kinesiske statsbesøg, men kun en enkelt aktivist fik medhold.

Det var Thomas Götz, der blev tilbageholdt i over en time, fordi han stod med et tibetansk flag i Kongens Have, som Hu Jintao skulle igennem. I de fem andre sager frikendte byretten politiet.

Københavns Politi har under sagernes behandling afvist at kunne identificere de betjente, der stod bag to indgreb mod protibetanske demonstranter under præsidentbesøget. Men for to uger siden ændrede politiet holdning og bekendtgjorde, at man vil gøre et nyt forsøg på at finde frem til betjentene.

Det sker efter kritik fra både højre og venstre. Blandt andre SF og såvel partiet Venstre som den liberale tænketank Cepos har været ude med kritik af, at politiet ikke er i stand til at finde sine egne betjente.

Og politiet erkender nu, at der måske ikke er gjort nok.

- Vi har måske heller ikke gjort så meget, som vi kunne for at få det oplyst, har senioranklager Klaus Pedersen, Københavns Politi, udtalt.

En af de andre sager handler om et ungt kærestepar, hvor kvinden blev frataget et lovligt tibetansk flag på Christiansborg Slotsplads, før Hu Jintao skulle til en middag på Christiansborg.

Støttekomiteen for Tibet har nu indsendt nye fotos til politiet af den betjent, der rev flaget ud af hænderne på kvinden.

Ifølge komitéen har politiet for få dage siden bekræftet, at billederne vil indgå i den nye undersøgelse.

/ritzau/