To drenge er blevet anholdt i en sag om et groft hjemmerøveri mod en 82-årig mand i Kastrup, oplyser Københavns Politi.
Drengene er blevet anholdt torsdag morgen i en planlagt aktion. De er 15 og 16 år.
Det var 18. maj om morgenen, at den ældre mand blev opsøgt.
Manden blev slået og tvunget til at udlevere pinkoden til sit dankort, som der derefter blev hævet på.
De to anholdte vil blive fremstillet i et grundlovsforhør fredag formiddag. Her skal en dommer afgøre, om der er grundlag for at fængsle dem.
I forvejen sidder en dreng på 15 varetægtsfængslet. Det har han gjort siden 19. maj.
/ritzau/