Politi: Formodet voldtægt i Nakskov endte i slåskamp

Redaktionen

429 uger siden

|

23/08/2016

Dagens topnyheder

Et besøg af en ekskæreste endte angiveligt med voldtægt og håndgemæng.

En 41-årig kvinde har meldt til politiet, at hun er blevet voldtaget af sin 48-årige ekskæreste. Voldtægten skulle angiveligt være fundet sted klokken 01.00 natten til mandag i Nakskov på Lolland.

Den 48-årige mand er nu sigtet for voldtægt, oplyser lokalpolitiet i Nakskov.

Efter voldtægten skulle manden have smidt kvinden ud af hendes eget hus.

- Hun har oplyst, at hun er faldet i søvn, mens han var på besøg. Hun vågner, imens voldtægten finder sted og siger fra.

- Derefter opstår der uenighed over, at hun siger fra, og han smider hende ud af hendes eget hjem, siger Boje Jørgensen politikommissær fra Nakskov lokalpoliti.

Den 48-årige mand blev på adressen efter den påståede voldtægt, hvor han mandag aften blev opsøgt af en 41-årig mand fra Køge.

Det udviklede sig til en slåskamp, hvor også en hobbykniv var involveret. Den ældre mand førte angiveligt hobbykniven og stak den 41-årige to gange.

Den yngre mand slap med overfladiske skrammer og fik overmandet den formodede voldtægtsmand, hvorefter politiet blev alarmeret og ankom til stedet.

Den 48-årige manden er derfor også sigtet for grov vold.

Relationen mellem den 41-årige kvinde og den jævnaldrende mand er endnu uvis, oplyser Boje Jørgensen.

- Et eller andet sted virker det jo, som om at der måske er en relation mellem kvinden, der bliver udsat for voldtægt, og ham, der opsøger den formodede gerningsmand. De nærmere omstændigheder har vi dog ikke klarlagt endnu, siger han.

/ritzau/