Pilot fandt nul fejl på Egypten-fly inden skæbnesvanger tur

admin

443 uger siden

|

25/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alt var tilsyneladende i orden, da Egyptair-fly 804 torsdag aften i sidste uge lettede fra Paris med Egyptens hovedstad, Kairo, som destination.

I hvert fald viser dokumenter, som den egyptiske avis Al-Ahram tirsdag aften har offentliggjort, at piloten satte sin underskrift i flyets tekniske logbog inden takeoff.

Dermed sagde den erfarne pilot god for, at alle sikkerhedsprocedurer var fulgt - og at der ikke var tegn på nogen problemer på Airbus 320-maskinen, skriver Reuters.

Al-Ahram, der er en statsejet avis, har på sin hjemmeside lagt et billede af flyets logbog op. Loggen viser, at flyet sendte 11 "elektroniske beskeder", inden det forsvandt fra radarskærmene.

De første to beskeder viste, at motorerne virkede, som de skulle. Den tredje besked kom klokken 02.26 dansk tid og viste, at temperaturen i andenpilotens side af cockpittet var steget en smule.

De næste tre minutter sendte flyet yderligere en række elektroniske beskeder, inden det styrtede i Middelhavet.

Efterforskerne har endnu ikke konkluderet noget på årsagen til flystyrtet.

Tidligere tirsdag afviste chefen for Egyptens retsmedicinske myndigheder, at fundet af særdeles små ligrester nødvendigvis indikerer, at der skulle være sket en eksplosion om bord.

Flyets såkaldte sorte bokse, der muligvis kan give svaret, er endnu ikke fundet.

/ritzau/