Fregatten Peter Willemoes er nu Søværnets skib. Fredag fik Søværnet overdraget Danmarks største og mest avancerede fregat ved en parade på Flådestation Korsør.
- Det er en fantastisk dag, fordi vi leverer den første fuldt færdige fregat i henhold til brugerspecifikation og aktstykke, så det er en stor dag for os, siger kommandørkaptajn Per Hesselberg, der er chef for fregatprogrammet i Forsvarets Materieltjeneste.
Søværnet har haft fregatter før, men ikke en, der er så avanceret som Peter Willemoes. Det er første gang søværnet får en såkaldt anti-air-warfare fregat, et skib der er designet til luftforsvar.
- En fregat som denne her kan rigtigt mange ting. Selv om den er designet til at have fokus på luftforsvar, så kan den også alle de andre basale krigsarter, man skal kunne i en moderne flåde i dag.
- Den kan også sejle til Afrika og deltage i indsatsen mod pirater, hvis det er det, der skal til, forklarer orlogskaptajn Bo Overgaard, der er næstkommanderende på Peter Willemoes.
Peter Willemoes er testet på alle tænkelige planer, og efter overdragelsen i dag skal besætningen uddannes til at håndtere Danmarks største krigsskib.
De andre fregatter i serien på tre stor krigsskibe, Iver Huitfeldt og Niels Juel, bliver endegyldigt afleveret til søværnet i august og december.
Iver Huitfeldt har dog været afleveret en gang i begyndelsen af februar 2012, og fregatten har været i brug i Natos indsats mod pirater ved Somalia..
Det var blandt andet Iver Huitfeldt med kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen, der tog imod de seks frigivne søfolk - herunder to danskere - da de slap ud af piraternes fangenskab den 30. april sidste år efter 838 dages - en af danmarkshistoriens længste gidseltagninger.
Men Iver Huitfeldt var ikke helt færdigmonteret og gennemtestet. Og Iver Huitfeldt er i dag tilbage under materieltjenestens vinger for at blive gjort helt færdig.
Derfor markerer overdragelsen af Peter Willemoes den første endelige aflevering af et af de store nye krigsskibe, som rent fysisk har været undervejs siden 2008.
/ritzau/