Dødssyge patienter har krav på at blive informeret om deres mulighed for behandling, og risikoen for ikke at overleve.
Det mener Danske Patienter, der således støtter Lægeforeningens forslag om at gøre dødssamtaler til en obligatorisk del af et alvorligt sygdomsforløb.
Morten Freil, direktør i Danske Patienter, mener nemlig, at det er vigtigt at oplyse patienterne grundigt.
- Vi synes altid, man skal have samtaler med patienten om bivirkninger af behandlingen og om døden. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i patientens situation og præferencer, især i forbindelse med livsforlængende behandling, siger Morten Freil.
Ifølge direktøren er det nemlig ikke altid i patientens interesse at fortsætte behandlingen, og det kan derfor resultere i at være et uværdigt sygdomsforløb for patienten.
- Der er meget behandling, der har meget lille sandsynlighed for at have positiv effekt, men er forbundet med store bivirkninger. Mange patienter kan derfor opleve, at de bliver trukket gennem et behandlingsforløb, der ødelægger den sidste tid i deres liv, siger han.
Morten Freil fortæller, at flere patienter gerne vil undvære behandlingen, hvis de alligevel ikke står til at blive kureret og eksempelvis være på hospice i den sidste tid i stedet.
Men fordi de ikke får grundige samtaler med en læge, er de ikke altid rustet til at træffe et fravalg.
Derfor ønsker Danske Patienter, at man lægger mere vægt på at ruste lægerne til at tage svære samtaler om døden.
- Vi anerkender, at det er en meget svær samtale. Hvis man som læge ikke er trænet i det, kan det være svært, og det kan resultere i, at man tilbageholder nogle oplysninger om prognoser eller bivirkninger.
- Det kan betyde, at patienten tilvælger behandling, selv om patienten i virkeligheden ville have gavn af at dø i fred, siger han.
Morten Freil mener derfor også, at hospiceophold kan være vigtigt for både patienten og de pårørende. Der har de nemlig muligheden for tage samtaler om døden.
- Det er klart, at man på et hospice er specialister. Der har man specialiseret sig i den svære samtale, og man er vant til at tage den Der kan man sikre, at patienten får den rigtige dialog i den sidste tid, siger Morten Freil.
/ritzau/