Kritikken hagler ned over regeringens nye oplysningsfilm om EU's patentdomstol, der blandt andet skal vises som OBS-indslag på DR's kanaler frem mod folkeafstemningen 25. maj.
Det skriver Politiken lørdag.
Filmen, der allerede ligger på Erhvervs- og Vækstministeriets valgside patentreformen.dk, varer kun 37 sekunder.
Den viser to animerede figurer med lysende pærer som hoveder hoppe rundt på et europakort, mens en kvindestemme fortæller, at vi snart skal stemme om "store og små idéers fremtid".
- Filmen er dybt manipulerende, siger Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten, der sammen med Dansk Folkeparti anbefaler et nej til Danmarks deltagelse i EU's fælles patentdomstol.
Heidi Jønch-Clausen, der er retoriker og adjunkt ved Syddansk Universitet, har forsket i politisk kommunikation.
Hun mener, at både oplysningsfilmen og resten af hjemmesiden patentreformen.dk er "meget unuanceret".
- Hele Erhvervs- og Vækstministeriets fremlægning af sagen er meget ensidig, tromlende og arrogant. Vi hører kun de økonomiske argumenter, mens nej-partiernes mere principielle argumenter om blandt andet. suverænitetsafgivelse slet ikke er repræsenteret.
- Det havde klædt ministeriet, hvis man bare i en enkelt sætning eller to havde anerkendt modstanderens synspunkter, siger Heidi Jønch-Clausen.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) affejer kritikken som en "urimelig anklage mod hjemmesiden og den oplysningsindsats, der bliver gjort".
Han mener, at hjemmesiden har en "meget lødig opsætning".
/ritzau/