Pas på badedyr: Lækkert sommervejr giver livredderne overarbejde

admin

|

22/07/2014

Dagens topnyheder

Godt vejr, høje temperaturer og sommerferie er lig med massevandring mod de danske strande, og det giver travlhed for livredderne.

Siden Trygfondens livredderes sæson begyndte den 23. juni, har de udført 12 redningsaktioner, heraf fandt de ni sted i sidste uge.

- Antallet af strandgæster har været højt. Nogle af vores strande er blevet befolket som mellemstore provinsbyer, og der sker desværre ulykker, forklarer Anders Myrhøj, drift- og sekretariatschef for Trygfondens Kystlivredning.

De fleste af ugens redningsaktioner er endt godt, men på ét døgn, fra fredag eftermiddag til lørdag eftermiddag, druknede to mænd ved strande i henholdsvis Nordjylland og Nordsjælland, mens en kvinde druknede i Storebælt.

Ud af de ni redningsaktioner, som livredderne har foretaget i den forgangne uge, skyldtes tre af dem, at badegæster er drevet ud på havet med badedyr, luftmadrasser eller gummibåde på grund af fralandsvind.

- Vi er generelt ikke glade for badedyr på stranden, men når der er fralandsvind, er det ekstra farligt, siger Anders Myrhøj og fortsætter:

- Hvis der er fralandsvind, så kan vandet se stille og roligt ud. Det skaber sjældent store bølger, og så tænker man måske, at man sagtens kan tage sit badedyr eller sin luftmadras med i vandet. Men når man kommer lidt ud på vandet, så griber vinden fat, og så driver man til havs.

Anders Myrhøj siger, at der med stor sandsynlighed stadig er fralandsvind på vestvendte strande tirsdag og ugen ud, og at man derfor skal huske på baderådet, som lyder, at man skal læse vind og vand.

- Man skal orientere sig om, hvor vinden kommer fra, og hvilken vej det blæser. Det kan man for eksempel gøre ved at læse livredderens flag - se hvilken vej det vajer. Normalt vil det også være gult, hvilket indikerer, at man skal være særligt opmærksom, forklarer Anders Myrhøj.

/ritzau/