Det var en stor aften på Stade de France i Paris. Stadion var fyldt med tilskuere, som skulle overvære en landskamp mellem det franske og det tyske fodboldlandshold, da tre meget høje brag lød.
Det var tre formodede ekstreme islamister, som detonerede deres selvmordsbælter foran stadion. Og fra andre steder i Paris kom der meldinger om blodige angreb på restauranter og et spillested.
Det stod hurtigt klart, at over 100 var dræbt i løbet af aftenen og først på natten ved seks forskellige angreb. Det er det værste attentat af sin art i den franske hovedstad, rapporterer nyhedsbureauer samt franske og internationale medier.
Politikilder siger lørdag formiddag til nyhedsbureauet AFP, at mindst 127 er døde, cirka 180 er såret. Heraf er tilstanden kritisk for 80 personer.
Et angreb som i omfang langt overgår det blodige attentat på den satiriske avis Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar.
I alt otte sortklædte jihadister deltog og døde i de blodige overfald seks steder i byen. Syv af dem ved at udløse deres bombebælter. Den ottende blev skudt af politiet.
Det er en fransk hovedstad i absolut chok lørdag, og præsident François Hollande har erklæret landet i undtagelsestilstand og indført grænsekontrol.
Værst gik det til på spillestedet Bataclan kun 300 meter fra Charlie Hebdos redaktion. Fire bevæbnede bombemænd havde allerede, inden de trængte ind i koncertsalen, skudt mod restauranter og barer i kvarteret.
Da de nåede ind i salen med cirka 1500 mennesker, hvor den amerikanske rockgruppe Eagles of Death Metal spillede, begyndte de metodisk at nedskyde tilskuerne, mens de råbte Allahu akbar (Gud er stor).
Der er forskellige oplysninger om, hvor mange, der blev dræbt, men BBC skriver lørdag formiddag, at det drejer sig om cirka 80. Da politiet stormede salen, udløste tre af jihadisterne deres selvmordsbælter, mens den fjerde blev skudt af politiet.
De amerikanske musikere skal alle være uskadte.
- Der var blod overalt, lig overalt, Vi hørte skrig. Alle forsøgte at flygte, fortæller Pierre Janaszak, som var til koncerten sammen med nogle venner, til AFP.
Andre øjenvidner siger, at de hørte angriberne råbe, at det var gengæld for, at Frankrig har besluttet at gribe militært ind i Syrien mod Islamisk Stat.
Ikke langt derfra var man i gang med at tælle de mange døde og sårede efter angreb på en cambodiansk og en japansk restaurant. Her havde jihadisterne på må og få skudt på gæsterne.
Et pizzeria få hundrede meter fra Bataclan var også jihadisternes mål, og tilsyneladende blev mindst fem dræbt. Et øjenvidne siger, at der blev skudt fra en sort bil af mærket Ford Focus.
- Der var mindst fem døde omkring mig, andre ude på vejen. Der var blod overalt. Jeg var meget heldig fortalte et andet øjenvidne, 35-årige Mathieu.
Ude på Stade de France blev præsident François Hollande hasteevakueret efter eksplosionerne, og ifølge de seneste oplysninger mistede fem mennesker livet foran stadion.
Ingen har endnu taget skylden for det blodige overfald i Paris. De otte formodede jihadisters baggrund er der lørdag formiddag heller ikke nogen oplysninger om endnu.
/ritzau/