Paradentose kan føre til diabetes og blodpropper

admin

457 uger siden

|

26/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver anden dansker over 50 år har paradentose, og nu viser det sig, at den kroniske betændelsestilstand i munden er langt mere skadelig end hidtil antaget, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge en række danske og internationale studier kan svær paradentose forårsage og forværre både diabetes, leddegigt, psoriasis og ikke mindst hjertekarsygdomme.

Betændelsen i mundhulen kan via blodbanen føres videre og for eksempel sætte sig som betændelse i hjerteklapperne og øge åreforkalkning.

Dermed øges risikoen for både blodpropper og slagtilfælde, og danske forskere har påvist, at patienter med svær paradentose har 6,6 gange større risiko for hjertekarsygdomme end andre.

De mange nye forskningsresultater får adskillige læger, tandlæger og forskere til at efterlyse en ændring af tilskudsordningerne, så danskerne i langt højere grad har råd til paradentosebehandling.

- Mund- og tandsygdomme kan påvirke hele organismen og være livstruende. Det er helt uforståeligt, at forebyggende og helbredende behandling af betændelse i munden skal være behæftet med så med så stor egenbetaling, siger sundhedsdekan på Aarhus Universitet Allan Flyvbjerg.

Han støttes af blandt andre Palle Holmstrup, professor, dr.odont., Københavns Universitet, som henviser til en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Kora. Undersøgelsen viser, at mange danskere fravælger tandlægebehandlingen, når økonomien bliver presset.

- Hvis vi mindsker folks risiko for at få andre alvorlige sygdomme ved at støtte behandling af paradentose, er det jo en klar fordel for både samfundsøkonomien og den enkelte, siger Palle Holmstrup til Jyllands-Posten.

/ritzau/