Pape genvalgt som formand for Konservative

admin

9 år siden

|

24/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søren Pape Poulsen er lørdag blevet genvalgt som formand for Det Konservative Folkeparti.

Det skete på partiets landsråd i Herning, hvor formanden fik forlænget sit mandat uden modkandidater.

- Jeg takker jer så inderligt af hele mit hjerte for den tillid og tålmodighed, I har vist mig, lød det fra Pape, da valget var en realitet.

Pape blev hyldet med vedvarende klapsalver fra landsrådet og en rundspørge foretaget af Ritzaus Bureau viser da også udbredt tilfreds med Søren Pape Poulsen som formand, selvom partiet mistede to mandater ved folketingsvalget i juni.

Ud af 114 deltagende lokal- og storkredsformænd samt by- og regionsrådsmedlemmer svarer 86 procent, at det var rigtigt af Pape at fortsætte som formand efter valget, selvom han ikke indfriede sin egen målsætning om fremgang til partiet.

Kun fem procent mener, at formanden burde være gået af som følge af valgresultatet.

Søren Pape Poulsen blev første gang valgt som formand på sidste års landsråd, efter at han i august havde overtaget pladsen som politisk leder fra Lars Barfoed.

Også partiets kommunale næstformand Michael Ziegler, der er borgmester i Høje Taastrup og bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening, fik genvalg uden indvendinger.

Derimod har partiet fået ny organisatorisk næstformand i form af Henrik Weiglin, som overtager posten fra Lars Henrik Hejlesen, der havde valgt ikke at genopstille.

Weiglin var indstillet af hovedbestyrelsen og fik heller ikke nogen modkandidat.

Den nye næstformand er 39 år og arbejder til daglig som medlemschef i interesseorganisationen Design Denmark.

Han er storkredsformand for partiet i København, og var i perioden fra 1998 til 2013 ansat i først KU og siden moderpartiet i en skiftende funktioner som blandt andet sekretær, chefkonsulent og afdelingschef.

Michael Ziegler har titel af første næstformand, mens Henrik Weiglin rangerer som anden næstformand.

/ritzau/