Pårørende efter trafikdom: 2,5 år er alt for lidt

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

Den 27-årige Danny Storgaard Pedersen er mandag i Retten ved Roskilde blevet idømt to et halvt års fængsel for at være i skyld i en ulykke på motorvejen ved Bjæverskov, hvor to mænd døde.

Men det er alt for lidt, mener Søren Ris Sørensen, der som den eneste passager i bilen overlevede ulykken.

- Det er alt for mildt, i forhold til hvor mange mennesker han har ødelagt. Vi skal leve med det her resten af livet. Han kommer ud efter et kort stykke tid, og så kan jeg risikere at møde ham, siger han.

Med omkring 180 kilometer i timen og en promille på 1,29 kørte Danny Storgaard Pedersen en nat i februar ind i en forankørende bil, der smadrede ind i autoværnet og brød i brand.

Det lykkedes Søren Ris Sørensen at klatre ud af sideruden, men de to andre passagerer nåede ikke ud i tide.

Søren Ris Sørensen havde været venner med de to omkomne siden den tidlige ungdom. Han mener, at Danny Storgaard Pedersen burde få to et halvt års fængsel for hvert menneskeliv, han har taget.

De to omkomne var svogre. Også Helle Ejlebæk Breinholt, der både mistede sin mand og sin bror i ulykken, mener, at to et halvt år for hver af de dræbte ville være en passende straf.

- Det er helt hen i skoven. Det er to menneskeliv, han tager. Og så burde han aldrig kunne få kørekort igen. Man ved jo ikke, om han gør det igen, siger hun.

Karen Breinholt Rasmussen var gift med den anden omkomne. Også hun ærgrer sig over dommen. Men hun er lettet over i retten at have fået styr på, hvordan ulykken skete.

- Det var vi i tvivl om. Man hører jo lidt her og der, siger hun, og glæder sig over, at det blev fastslået, at hendes mand, der kørte den forulykkede bil, ikke havde nogen del i ulykken.

- Det havde jeg behov for at høre, siger hun.

Ud over fængselsstraffen blev Danny Storgaard Pedersen frakendt retten til at måtte køre bil i otte år. Han overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/