Overlevende efter skælv har sovet under åben himmel

admin

|

27/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søgningen efter overlevende i Afghanistan og Pakistan fortsætter tirsdag, efter at området mandag blev ramt af et kraftigt jordskælv, som har kostet mindst 275 personer livet.

Tusindvis af indbyggere har natten til tirsdag sovet under åben himmel af frygt for, at efterskælv ville få deres hjem til at kollapse over dem.

Temperaturen har ikke været meget over frysepunktet i det bjergrige område, hvor det er besværligt at nå hurtigt ud med nødhjælp.

- Redningsarbejdet fortsætter, og vi bringer telte, tæpper og sovemåtter ud, siger Latif ur Rehman fra de pakistanske redningsmyndigheder til Reuters.

Landets militær og civile myndigheder har indsat adskillige helikoptere for at nå ud til alle afkroge af det berørte område.

Jord- og mudderskred forårsaget af kraftig regn- og snevejr i det nordlige Pakistan har ikke gjort opgaven lettere.

I Afghanistan, hvor redningsindsatsen risikerer at blive forsinket på grund af sikkerhedstruslen fra oprørsbevægelsen Taliban, har mindst 50 personer mistet livet ved mandagens jordskælv.

Dødstallet ventes at stige yderligere de kommende dage, fordi kommunikationslinjerne til det svært fremkommelige Hindu Kush-område blev ødelagt ved skælvet. Det var her, skælvet havde sit epicentrum.

I Pakistan er der 228 bekræftede døde.

Skælvet havde en styrke på 7,5 og blev fulgt af syv efterskælv, hvor det kraftigste målte 4,8, oplyser USA's geologiske tjeneste.

Jordskælvet ramte området seks måneder efter, at Nepal 25. april blev ramt af det kraftigste jordskælv, der nogensinde er målt i landet.

Her mistede 9000 personer livet og hundrede gange så mange mistede deres hjem.

Både Afghanistan og Pakistan rammes jævnligt af jordskælv.

Et af de værste i nyere tid var i 2005, da flere end 80.000 mennesker mistede livet efter et skælv i Kashmir ikke langt fra den pakistanske hovedstad, Islamabad.

/ritzau/Reuters