Overlæger strides om virkningen af hpv-vaccine

admin

443 uger siden

|

30/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke kritik fra en mand med fødderne på jorden.

Sådan lyder det fra overlæge og afdelingschef ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak, efter at Kim Varming, der er ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital, kritiserer Sundhedsstyrelsen for at hævde, at hpv-vaccinen redder liv.

Ifølge Kim Varming er der ikke videnskabelige beviser for, at hpv-vaccine beskytter mod livmoderhalskræft. Det vil nemlig kæve medicinske forsøg, som vil strække sig over mere end 20 år.

I stedet konkluderer man ud fra om celleforandringer, om vaccinen virker mod kræft, og det er ikke det samme, mener overlægen.

Men det er langt ude, mener Kåre Mølbak. Man får nemlig ikke nogen til at lave en undersøgelse, hvor man lader kvinder ubehandlet udvikle kræft, siger han, og derfor kan man ikke sætte det op på den måde.

- Jeg forstår ikke, hvad han har gang i. Hvis man ser på det etisk, så ville man jo ikke lade kvinder i en kontrolgruppe udvikle kræft. Det ville ikke være acceptabelt.

- Vi ved med sikkerhed, at virus er en nødvendig forudsætning for at få kræft. Og vi ved, at vaccinen beskytter infektion mod virus og forstadier til kræft, siger Kåre Mølbak.

- Så jeg ved ikke, hvilken planet han sidder på, men det er i hvert fald ikke Jorden. Han har ikke sin etik i orden.

Også professor i immunologi på Københavns Universitet Elsebeth Lynge har stillet sig uforstående over for Kim Varmings kritik, da hun siger, at man beviseligt giver de 12-årige piger en bedre beskyttelse, hvis man vaccinerer dem.

Og hos Kræftens Bekæmpelse er overlæge og projektchef Iben Holten overrasket og ærgerlig over udmeldingen.

- Vi kender sygdommens natur. Vi ved, at når vi screener og fjerner forstadier, så får kvinderne ikke livmoderhalskræft. Når vi vaccinerer, ved vi, at kvinderne ikke får forstadier forårsaget af de hpv-typer, der vaccineres mod.

- Og derfor ved vi, at vaccinen forebygger de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, siger hun.

Men de forstår ikke kritikken, mener Kim Varming. Ifølge ham er det forkert, når Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside siger, at de allerede med vaccinationerne har reddet 1400 mennesker fra at få livmoderhalskræft.

- Som læge går jeg ud fra, at der er evidens for det, og at det er videnskabeligt bevist. Og hvis man ikke har det, så tager man sine forbehold.

- Men der bliver ikke taget forbehold, og derfor går vi ud fra, at det er evidensbaseret. Problemet er bare, at det er det ikke, siger Kim Varming.

Han mener altså ikke, at der er bevis for, at vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft, og slet ikke hvor effektiv den er, hvis den beskytter.

- Det vil tage 20 år med undersøgelser, og det vil ingen medicinalfirmaer bekoste. Så derfor samler man nogle eksperter, der tror på, at den virker, og det har der så været tilstrækkeligt med eksperter, der tror.

- Men det er sådan, det er. Der ikke nogen, der ved, om vaccinen virker. De skulle bare have taget forbehold, lyder det fra overlæge Kim Varming.

/ritzau/