Beredskabet er i top, hvis ebola-virussen fra Afrika skulle ende med at komme her til landet. Men at virussen i første omgang skulle gøre det virker usandsynligt.
Det vurderer Anders Fomsgaard, overlæge og afsnitsleder ved Mikrobiologisk Diagnostik & Virologi hos Statens Serum Institut.
- Jeg synes, at man er hurtig til at male fanden på væggen i forhold til, om ebola-virussen skulle kunne ende her i Danmark, siger overlægen.
- Det er trods alt lidt over 100 personer, der er smittede, og omkring 80, der er døde i et vestafrikansk land. Men det er stadig slemt for de mennesker, der er dernede, uddyber han.
Det er nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser, der mener at vide, at udbruddet af ebola-virussen har kostet mindst 78 mennesker livet i vestafrikanske Guinea.
- Jeg tror ikke, at det er realistisk, at det skulle komme til Danmark, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, siger Anders Fomsgaard.
- Hvorvidt det lykkes at inddæmme virussen inden for rimelig tid, det vil også spille ind på, om vi skal være mere eller mindre bange herhjemme, påpeger han.
Overlægen mener, at man herhjemme bliver nødt til at sætte sundhedsberedskabet i det rette perspektiv og alt efter udbruddets omfang.
- Men man er selvfølgelig altid beredt på at kunne håndtere et tilfælde af ebola eller andre sygdomme, forklarer Anders Fomsgaard.
Når et sygdomsudbrud sker, så giver det anledning til at gå det hele efter i sømmene og se, om hospitalernes slusestuer til isolation står klar, og om man er helt opdaterede på, hvad der skal gøres ved de enkelte sygdomme.
- Vi tjekker også vores diagnostiske analyser og er på dupperne i forhold til at følge med i det internationale samarbejde, siger Anders Fomsgaard.
- Sådan et udbrud kan også give os forskere og hele lægevidenskaben et utroligt løft i forhold til at finde ud af, hvor virussen kommer fra, og hvorfor den er startet med at sprede sig, lyder det fra overlægen.
Anders Fomsgaard nævner, at udbruddet af ebola-virussen kan give anledning til at undersøge, om der er mulighed for at lave en vaccine eller noget medicin mod virussen.
/ritzau/