Oprørerne i Sydsudan har besluttet at boykotte den kommende runde af fredsforhandlinger, som har stået på over en længere periode - og med afbrydelser - med det formål at stoppe den væbnede konflikt i det østafrikanske land.
Fredsprocessen er henlagt til nabolandet Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, hvor repræsentanter fra regeringen og oprørerne tidligere har siddet over for hinanden.
- Vi deltager ikke i den næste runde af fredsforhandlinger, siger Taban Deng, chef for oppositionens delegation i Addis Abeba.
Oprørerne kræver blandt andet fire fanger løsladt, før de vil vende tilbage til forhandlingsbordet.
Riek Machars oprørsgruppe kræver samtidig, at Ugandas hær, der støtter præsident Salva Kiirs regeringshær, trækker sig ud af Sydsudan.
Konflikten i Sydsudan står mellem præsident Salva Kiirs regeringshær og styrker, der er loyale over for den afsatte vicepræsident Riek Machar. De repræsenterer de to store etniske grupper i Sydsudan: Dinkaerne og nuerne.
Flere tusinde har mistet livet, og 900.000 mennesker er sendt på flugt i konflikten, der brød ud 15. december sidste år i Sydsudan, der er verdens yngste land fra 2011.
De stridende parter underskrev en våbenhvile i januar, men den blev ikke taget alvorligt af alle.
Trods våbenhvilen er kampene fortsat i det olierige, men for hovedparten af befolkningen fattige, land.
Sagen om 11 politiske fanger har været et større stridspunkt i forhandlingerne i Addis Abeba.
Syv fanger, som blev løsladt tidligere i januar, ventes at tage del i fredsprocessen, hvor de vil udgøre en tredje part - uafhængig af regeringen og oppositionen.
/ritzau/Reuters