De hundredvis af danskere, som er blevet ramt af stormflod, får nu hjælp fra Christiansborg.
Samtlige politiske partier er onsdag blevet enige om at ændre stormflodslovgivningen, så selvrisikoen for de ramte bliver sat ned, og der kommer samtidig loft på 30.000 kroner over regningerne.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har indgået en bred politisk aftale, som sikrer skaderamte familier en lavere selvrisiko og dermed en højere erstatning, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i en pressemeddelelse.
Konkret bliver selvrisikoprocenten på alle skadestyper nedsat, og samtidig bliver der indført et loft over selvrisikoen på helårsboliger og løsøre i boligen på 30.000 kr.
- Samtidig giver vi nu de skaderamte mulighed for at anvende deres erstatning mere fleksibelt, så de kan komme i gang med at udbedre de skader, de synes, er mest generende, siger Henrik Sass Larsen.
Han forventer, at der hurtigt kan sættes gang i hjælpen til de danskere, som i begyndelsen af december sidste år blev ramt af stormen Bodil.
- Jeg forventer, at lovforslaget kan træde i kraft i starten af april, så vi hurtigst muligt kan sikre, at de mennesker, der blev ramt af den seneste stormflod, kan få færdigbehandlet deres skadeserstatning, siger Henrik Sass Larsen.
Store dele af Danmark blev ramt af stormflod i forbindelse med stormen Bodil. Stormfloden medførte, at mange husejere oplevede meget store skader på deres ejendom og indbo.
Det skyldes ikke mindst, at stormfloden ramte mange helårshuse og ikke kun sommerhusområder ved kystnære områder, der primært har været de ramte ejendomme ved tidligere stormfloder.
Ifølge aftaleteksten er der tale om en "ekstraordinær situation, hvor det er vigtigt at sikre de skaderamte familier en ordentlig og redelig behandling, så de kan komme på fode igen".
Venstres Hans Christian Schmidt lægger særlig vægt på loftet på 30.000 kroner, fordi det både dækker ejendom og løsøre.
- Folk skriver allerede til mig for at fortælle, at det er meget vigtig for dem, fordi det er voldsomt høje beløb, nogle er kommet af med, siger Hans Christian Schmidt.
/ritzau/