Liberal Alliance og De Radikale har samlet set de bedste bud på, hvordan der skabes økonomisk vækst i Danmark.
De dårligste partier er Alternativet, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
Sådan lyder dommen fra landets førende økonomer ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.
Finans bad alle Folketingets partier sende tre konkrete forslag til at skabe vækst.
Efterfølgende vurderede 55 økonomer forslagene i en blindtest.
Her fik Liberal Alliances tre forslag i alt 35 stemmer og De Radikales forslag 33. De to partier slog et pænt hul ned til SF på tredjepladsen med 20 stemmer.
- Partierne foreslår nogle af de geværgreb, der ligger lige for, hvis vi skal skabe vækst, siger Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv.
- De lægger stor vægt på økonomiske incitamenter, og forslagene flugter rimelig pænt med anbefalingerne fra Nationalbanken og De Økonomiske Vismænd, så det er næppe helt uretfærdigt, at de ligger i toppen.
Det enkeltstående forslag, som flest økonomer peger på, kommer fra De Radikale, som foreslår at investere "massivt" i uddannelse, mens SF's forslag om at få "flere unge og ledige" til at tage en uddannelse som faglært fik næstflest med 31 procent.
- Det er helt åbenlyst rigtigt, at vi skal satse mere på forskning og uddannelse, siger Thomas Thygesen, der er cheføkonom i den svenske bank SEB, til Finans.
- Vi får nemlig næppe gang i hjulene, hvis vi udelukkende skærer i overførselsindkomster og sænker skatterne, tilføjer han.
De Radikales erhvervsordfører, Ida Auken, er glad for resultatet.
- Regeringen har valgt at gå den modsatte vej og skåret markant ned, så det er godt at se opbakning, siger hun til Finans.
Alternativets tre forslag til øget vækst kom ind som nummer sjok med fem stemmer.
/ritzau/