Økonom: Danske renter kan falde efter græsk nej

admin

9 år siden

|

06/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

EU har brugt de sidste fem år med græsk krise til at afskærme sig selv.

Derfor kommer det græske nej til at efterkomme de internationale långiveres krav om reformer og besparelser heller ikke nødvendigvis til hive andre EU-lande ned i samme krise, mener Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank.

Alligevel tror han, at man vil kunne se reaktioner på den nye usikre politiske situation på de finansielle markeder allerede fra om mandagen.

Og på længere sigt kan danskerne endda komme til at tjene på den svære græske situation.

- Renterne i de økonomisk stærke lande kan forventes at falde, da investorerne i turbulente tider søges ly i lande, hvor der er godt styr på den økonomiske politik. I første omgang taler det for lavere renter i Danmark, siger han.

Hvor renterne i Nordeuropa sandsynligvis vil falde, så er det det modsatte, som kan gøre sig gældende i Sydeuropa.

- Der er grund til at forvente højere renter i lande, som Italien, Spanien og Portugal, da investorerne vil være i tvivl om, hvorvidt grækernes "nej" øger sandsynligheden for, at de øvrige sydeuropæiske lande forlader euroen på et senere tidspunkt.

Steen Bocian mener især, man skal holde øje med reaktionen fra den Europæiske Centralbank, da den kan komme til at skulle reagere på stigende sydeuropæiske renter.

- Som modsvar til de stigende renter i Sydeuropa, så er det meget tænkeligt, at den Europæiske Centralbank vil komme endnu mere aggressivt på banen med for eksempel optrappede støtteopkøb af obligationer, siger han.

Selvom usikkerheden omkring den græske økonomi og konsekvenserne heraf er store, så fastslår Steen Bocian dog, at det ikke er noget, der behøver at bekymre i almindelighed, "men det er nok et godt tidspunkt til at være årvågen i forhold til udviklingen på de finansielle markeder", siger han.

/ritzau/