Regningen for at være sluppet billigt i ejendomsskat i de år, hvor økonomien buldrede derud af og boligpriserne bare steg og steg rammer nu med dobbelt effekt.
Det siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Lone Kjærgaard.
- Vi betaler i disse år for skattestoppets virkninger. Da boligpriserne fra 2003 til 2006 steg med mere end 50 procent, steg grundskylden kun 10 procent. Siden 2007 er grundskylden steget med 45 procent siden 2007 og i samme tidsrum er boligpriserne faldet, siger Lone Kjærgaard.
Årsagen er den måde, Anders Fogh-regeringen skruede skattestoppet sammen på omkring det tekniske beregningsgrundlag af grundskylden.
- I disse år føles det rigtig voldsomt for boligejerne. De har set, at deres bolig er faldet og faldet i værdi og alligevel skal de betale mere i grundskyld, og de tænker ikke på, at det er efterslæbet fra de gode år, hvor de slap billigt.
- Men nu er ejendomsskatten på vej mod det niveau, som grunden er værd. Vi betalte for lidt i de gode år, og det er uheldigt, at regningen for efterslæbet kommer i kriseårene, siger Lone Kjærgaard.
Cheføkonomen siger, at skattestoppet på netop ejendomsskatten er skruet fjollet sammen.
- Måske så det meget tilforladeligt og rart ud, men det er dårligt skruet sammen som et trappelån, hvor renten bare stiger og stiger. Det er uheldigt økonomisk håndværk, det tror jeg enhver økonom vil sige, siger Lone Kjærgaard.
Grundværdien må ifølge skattestoppet maksimalt stige med syv procent årligt. Det besluttes politisk på Christiansborg, hvor stor stigningen skal være. Den har typisk ligget mellem fire og syv procent.
Kommunerne opkræver grundskylden som en promille af, hvad grunden er værd, og det er kommunerne, der politisk fastsætter grundskyldspromillen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i 2013 betalte 1,3 milliarder kroner mere i ejendomsskatter end året før. Det svarer til en stigning på i gennemsnit 6,2 procent. I det tal indgår også erhvervsejendommes dækningsafgift.
Men 86 procent af de 1,3 milliarder er betalt af boligejerne i ejendomsskat.
/ritzau/