Det er torsdag aften igen muligt at bevæge sig ud i det indre Odense, der fra sidst på eftermiddagen var afspærret på grund af en brand på Vesterbro 11 C.
Branden udviklede en kraftig røg fra tagpap med tjære, og det fik politiet til at afspærre området og give beboerne i en radius af 500 meter besked på, at de skulle gå indenfor og lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg.
Men kort før klokken 18.30 kunne politiet afblæse alarmen og folk kunne atter færdes frit i de odenseanske gader. Kun gården, hvor bygningen ligger, er fortsat afspærret.
Ingen personer er kommet til skade, og den giftige røg gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk på den forretningsdrivende i kvarteret.
En frisørsalon, der ligger ud til en baggård med udsigt til bygningen, der er i brand, mærkede således ikke det store til branden.
- Overdrivelse fremmer forståelse. Der er ikke sket det helt store, og det er ikke noget, vi har lagt mærke til, ud over at folk stopper op og kigger.
- De har lukket noget af Vesterbro af, men jeg tror, det er åbnet igen, sagde Djani Pelo, der er medejer af Trend of Hair på Vesterbro, tidligere torsdag til Ritzau.
Hvordan branden er opstået eller hvor i bygningen, den er startet, kan politiet foreløbig ikke svare på.
- Det ved vi ikke endnu, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist.
Hvis man føler sig dårlig efter at have været i kontakt med røgen, opfordrer politiet til, at man søger læge.
/ritzau/