USA's præsident, Barack Obama, serverer hård kost for elværkerne mandag, hvor han ventes at præsentere detaljerne i en ny "Plan for Ren Energi".
En CO2-kamp der dog kan møde en del modstand undervejs.
- Han udfordrer Kongressen direkte, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier fra Syddansk Universitet.
Problemet for præsident Obama er, at han ikke har et politisk flertal i Kongressen, og i realiteten ikke kan få ny lovgivning igennem.
Derfor går han gennem den amerikanske myndighed med ansvar for miljøbeskyttelse, Environmental Protection Agency, EPA, der efter et præsidentielt dekret kan skærpe restriktionerne over for elværkerne.
Ifølge Det Hvide Hus kommer det til at indebære, at elværkernes udledning af drivhusgassen CO2 skal være reduceret med 32 procent i 2030 i forhold til 2005.
Den manøvrering uden om Kongressen tror Niels Bjerre-Poulsen dog ikke, at Obama slipper nemt af sted med.
- Kongressen kan lave en lovgivning, der eksplicit forbyder det, ligesom de gjorde, da Obama forsøgte at lukke Guantanamo, siger han.
Han vurderer, at et sagsanlæg kan komme på tale:
- Nogen kan sige, at det her er et så stort indgreb, at det kræver ny lovgivning, siger han og mener, sagen kan gå "hele vejen til den amerikanske højesteret".
Netop en indsats for klimaet var et af præsidentens valgløfter, og det er også et af de områder, hvor han allerede har fået en del mindre restriktioner gennemført.
- Han virker meget bevidst om, præcis hvor meget tid han har tilbage som præsident, og hvilke valgløfter han har haft undervejs, siger Niels Bjerre-Poulsen om timingen af de nye klimaudspil.
Ifølge Niels Bjerre-Poulsen har Obama et ønske om at blive husket for at få gennemført en masse, og selvom flertallet i Kongressen er væk, så mener han, at Obama har været effektiv på det sidste.
- Han har lige brugt meget energi på Iran og atomaftalen, og nu er det så kommet til klima, siger han.
/ritzau/