OB ville helst have beholdt Bashkim Kadrii

admin

10 år siden

|

23/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var en svækkelse af en i forvejen tynd OB-offensiv, da FC København købte angriberen Bashkim Kadrii. Og det var et salg, der skabte skuffelse hos mange OB-fans.

OB's sportsdirektør Jesper Hansen forklarer, at fynboerne var nødt til at sælge Bashkim Kadrii for at tilgodese alle involverede parter.

- Det var ikke et planlagt salg. Vi ville gerne have holdt fast i kernen fra sidste sæson, men der kom et tilbud, som vi blev nødt til at overveje af flere årsager.

- I OB vil vi gerne sælge vores spillere til udlandet, men Bashkim Kadriis store skade holdt ham ude i mere end et halvt år, og i opstarten har vi også måtte tage hensyn til ham.

- Da FCK kom på banen med et tilbud, som Bashkim meget gerne vil tage imod, og som er meget attraktivt også for OB, så valgte vi at acceptere, siger Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Her har det selvfølgelig også spillet ind, at Bashkim kun havde et år tilbage og ikke ønskede at forlænge sin kontrakt. Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at vi er godt tilfredse med handlen og økonomien i aftalen.

Bashkim Kadrii var inden denne sæson udset som frontangriber på OB-holdet, og dermed betyder salget også, at OB nu mangler yderligere slagkraft oppe foran. OB jagter flere muligheder.

- Vi ville gerne have haft en angriber på plads fra starten. I år har vi indtil videre syv nye spillere i truppen, og de har alle været med fra træningsopstarten.

- Det er optimalt, men det har ikke været muligt med angriberen, og det skal jeg være den første til at beklage, siger Jesper Hansen.

- Der har været mange muligheder, for OB er fortsat en attraktiv klub for mange spillere. Foreløbigt er vi ikke på plads, men det er den absolutte førsteprioritet for os i øjeblikket, og jeg kan love alle, at der bliver arbejdet på at få tilført én eller to nye folk.

- Når det er sagt, tror jeg, at alle kan forstå vigtigheden af at vælge de rigtige ud fra de muligheder, der er til rådighed, siger han.

OB tabte skuffende superligapremieren 1-2 hjemme til oprykkerne Hobro. Fredag aften skal OB møde FC Vestsjælland i Slagelse.

/ritzau/