Nyt parti ønsker mere frihed til danskerne

admin

9 år siden

|

20/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I sidste uge holdt det nye parti Nye Borgerlige stiftende årsmøde, og tirsdag har partiet præsenteret sit politiske program.

- Det er vores mål at samle de borgerlige vælgere, der deler vores glæde og stolthed over Danmark, men som er seriøst bekymrede for, at de andre partier sælger ud af vores selvstændighed, siger en af partiets stiftere Pernille Vermund i en pressemeddelelse.

Sammen med Peter Seier Christensen har hun grundlagt partiet.

- Vores kulturelle og historiske fællesskab bygger på værdier som frihed, tillid og solidaritet. Det skal vi værne om. Vores grundlæggende værdier og rettigheder er vigtigere for os end alt andet.

- Hvis vi mister dem, eller de svækkes på grund af indvandring, eller fordi vi afgiver selvstændighed til EU, så mister vi os selv, siger Pernille Vermund.

Partiet vil ifølge dem selv "sikre et stærkt, kulturelt værdifællesskab, have mindre stat og mere menneske, tage fælles ansvar for samfundets svageste, beskytte vores naturværdier med fornuft og stå vagt om frihed, folkestyre og nationale suverænitet".

- Vi mener, at staten fylder alt for meget og har skubbet de frivillige fællesskaber i baggrunden. Den bærende enhed i Danmark er ikke staten.

- Det er civilsamfundet og den kultur, der binder os sammen som folk, knytter os til vores fortid og gør os ansvarlige for vores fremtid. Derfor skal individet, familien og de frivillige fællesskaber have gode rammer for at trives og udvikles.

- Vi vil arbejde for, at det offentlige skal løse færre opgaver. Danskerne skal betale mindre i skatter og afgifter, og vi skal alle have frihed til at bestemme mere over vores eget liv.

- Det vil give os mere personligt ansvar, men også mere frihed til selv at bestemme, hvordan man ønsker at indrette sin tilværelse. Den frihed trænger vi til, siger Pernille Vermund.

Mens hun er kendt for at stille op som kandidat for De Konservative ved folketingsvalget i juni, så er Peter Seier Christensen en ukendt størrelse i offentligheden.

Han er bror til Lars Seier Christensen, der gennem Saxo Bank har skabt sig en milliardformue og er svoren tilhænger af Liberal Alliance.

Nye Borgerlige har en ambition om at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Ved det seneste folketingsvalg krævede det 20.260 godkendte vælgererklæringer.

/ritzau/