Nye EU-regler, der kræver større advarsler på cigaretpakker, forbyder mentolcigaretter og strammer reglerne for elektroniske cigaretter, er lovlige og dermed klar til at træde fuldt i kraft.
Det siger EU-Domstolen i en skelsættende afgørelse, der samtidig er et stort nederlag for tobaksindustrien.
Anført af Philip Morris og British American Tobacco har producenterne forsøgt at få underkendt enten hele eller dele af EU's nye tobaksdirektiv.
De mener, at reguleringen går for vidt, er i strid med reglerne for det indre marked og tager overdrevne sundhedshensyn.
Tobaksselskaberne har blandt andet angrebet kravet om, at mindst 65 procent af både forsiden og bagsiden på en cigaretpakke skal reserveres til billeder og tekster, der advarer mod rygning.
I dag skal 30 procent af forsiden og 40 procent af bagsiden på en cigaretpakke være dækket af advarsler.
EU-landene kan ifølge direktivet gå endnu længere end de 65 procent, hvis de vil det, og den mulighed er producenterne også gået til angreb på.
Tobaksindustrien mener, at EU griber forstyrrende ind i det indre marked ved at regulere ikke bare selve produktet, men også indpakningen.
Polen har samtidig forsøgt at få underkendt forbuddet mod mentolcigaretter, mens Pillbox, der fremstiller elektroniske cigaretter, har protesteret mod nye krav til blandt andet nikotinindhold.
/ritzau/