Nye 'regler' på vej til disse bilister: Fremover er det nok at vise den fra e-Boks

Emil Martesen

17 uger siden

|

28/08/2024
Nyheder
Foto: Dagens.dk
Foto: Dagens.dk
Fremover er det nok at vise den fra e-Boks.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Færdselsstyrelsen har for nylig præsenteret et udkast til nye vejledninger, som lempeligt justerer dokumentationskravene for lejede og leasede køretøjer i transportsektoren.

Det træk ses af både DI Transport og ATL – Transportens Arbejdsgivere som et positivt skridt, selvom der stadig er plads til forbedringer.

Det skriver Dansk Industri på deres hjemmeside.

I de nye vejledninger fastholdes kravet om, at korttidsleje eller leasing af et køretøj (under 30 dage) til godskørsel stadig skal dokumenteres.

Men fremover vil det være tilstrækkeligt for chauffører at medbringe et uddrag af lejekontrakten, hvor oplysninger som udlejers og lejers navn, lejekontraktens dato og varighed samt køretøjets registreringsnummer eller stelnummer fremgår.

Derudover vil det være tilstrækkeligt, at chaufføren kan dokumentere sit ansættelsesforhold ved at fremvise en digital lønseddel i e-Boks, og det er en lettelse sammenlignet med tidligere krav.

Branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, lægger ikke skjul på, at han er særdeles tilfreds med nogle af ændringerne, men påpeger samtidig, at der stadig er uopfyldte ønsker:

"Det er rart, at Færdselsstyrelsen tilsyneladende har lyttet til nogle af vores indsigelser. Men samtidig ser det ikke ud til, vi får alle vores ønsker opfyldt, så  chauffører og vognmænd helt kan slippe for nye administrative byrder. Vi er ikke i mål endnu".

For langtidsleje og leasing (over 30 dage) ændres reglerne også markant. Kravet om, at chaufføren skal medbringe lejekontrakten, bortfalder, da lejeforholdet nu skal registreres i Køretøjsregistret.

Det betyder, at myndighederne kan tilgå informationen digitalt, hvilket fjerner en byrde fra chaufførerne. Dog skal de stadig kunne dokumentere deres ansættelsesforhold.

Rune Noack, transportpolitisk chef i DI Transport, ser også ændringerne som et skridt i den rigtige retning, men er samtidig kritisk over for, at Færdselsstyrelsen stadig pålægger visse dokumentationskrav:

"Jeg kan konstatere, at Færdselsstyrelsen har imødekommet os på nogle punkter, så en chauffør eksempelvis ikke behøver medbringe en leasingkontrakt under kørsel, da disse oplysninger jo står i Køretøjsregistret, som vi har påpeget gennem hele forløbet".

Debatten om disse vejledninger har stået på siden deres første udgivelse i foråret, og ATL og DI Transport vil nu nøje gennemgå udkastet og indsende deres høringssvar inden fristen den 6. september 2024.