Ny version af udskældt reform lemper krav til studerende

admin

9 år siden

|

20/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den udskældte fremdriftsreform på de danske universiteter bliver ikke afskaffet, men der kommer til at være lempelser i den reviderede reform, som uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) fremlægger fredag morgen klokken ni.

Det skriver Politiken på sin hjemmeside.

De studerende kan blandt andet se frem til, at det centrale tilmeldingskrav til fag og prøver bliver fjernet.

Derudover bliver kravet til antallet af fag og prøvet lempet: I stedet for, at de studerende med den gamle reform skulle opnå 60 såkaldte ECTS-point om året, kan uddannelsesinstitutionerne nu højst kræve, at de skal samle 45 point sammen.

Derudover bliver der indført mulighed for dispensation fra kravet om at bestå prøver og fag, hvis studerende har haft studieophold i udlandet eller har taget et praktikforløb.

Målet med fremdriftsreformen er, at de studerende kommer hurtigere igennem deres studie. Konkret skal det tage 4,3 måneder mindre i gennemsnit for en studerende at tage en universitetsuddannelse i 2020, end det gør i dag.

Sker det ikke, lægger den reviderede reform op til, at universiteterne skal betale knap en milliard kroner tilbage, som er den gevinst, der angiveligt vil komme ud af at få kandidater hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

Hos Danske Studerendes Fællesråd er man især tilfreds med, at det centrale tilmeldingskrav bliver fjernet.

- Jeg er rigtig glad for, at man vil afskaffe det centrale tilmeldingskrav, og at studerende nu lader til at få ret til at prøve kræfter med praktikophold, udlandsophold og iværksætteri, uden at fremdriftsreformen spænder ben for dem, siger Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, i en mail til Ritzau.

- Vi har påpeget, hvor virkelighedsfjern reformen er, lige siden den blev skabt, tilføjer hun.

/ritzau/