Ny undersøgelse: Mange liv går unødigt tabt i trafikken

admin

440 uger siden

|

16/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

26 mennesker kunne fortsat have været i live, hvis danske biler var udstyret med noget af det sikkerhedsgrej, der allerede findes på markedet.

Yderligere 26 mennesker kunne "måske" have været i live, hvis bilerne var bedre udstyret.

Det er konklusionen, efter at trafikeksperter i Vejdirektoratet minutiøst har gennemtrawlet oplysningerne fra de 168 dødsulykker på vejene i 2014.

- Vi har gennemgået ulykkerne og foretaget en vurdering af, hvorvidt den dødelige udgang kunne have været undgået, hvis bilerne havde været udstyret med tre af de mest avancerede førerstøttesystemer, der er på markedet i dag, siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

De tre førerstøttesystemer er dels et avanceret nødbremsesystem, der bremser for både bløde og hårde trafikanter, og dels et såkaldt linjevogtersystem, der advarer føreren, når bilen er tæt på grøften eller vejens midterlinje.

Dertil kommer et system, der afhjælper kollisioner med fodgængere og cyklister.

- Resultatet viser, at hvis støttesystemerne havde været implementeret i alle køretøjer på vejene i 2014, kunne vi have undgået 15 procent af dødsulykkerne, mens yderligere 14 procent måske kunne være undgået, siger Andreas Egense.

I Rådet for Sikker Trafik kommer det ikke bag på dokumentationschef Jesper Sølund, at så mange menneskeliv kunne være reddet med brug af den eksisterende teknologi.

- Det bekræfter bare det potentiale ved avanceret sikkerhedsudstyr, som også havarikommissionen tidligere har påpeget, siger han.

Spørgsmålet er derfor ifølge Jesper Sølund, hvordan vi får mere af den eksisterende sikkerhedsteknologi ind i den danske bilpark.

- Og der er vi altså nødt til at se på afgiftslettelser. En fuld pakke koster i dag måske 40.000-50.000 kroner, og for de penge er der mange, der hellere vil have varme i sæderne eller andre komfortting, siger han.

En stribe sikkerhedsforbedringer af biler som eksempelvis abs-bremser og airbags er med tiden blevet standardudstyr som følge af afgiftslettelser.

/ritzau/