Det er et alvorligt svækket kongehus, som kronprins Felipe i disse dage forbereder sig på at overtage.
Det var allerede kendt, at Filipes far, den abdicerende kong Juan Carlos, er en upopulær mand. Men nu viser en ny meningsmåling, at et klart flertal af spanierne ønsker at stemme om, hvorvidt monarkiet helt skal skrottes.
Næsten to tredjedele - 62 procent - af spanierne støtter en folkeafstemning, viser meningsmålingen publiceret i den centrum-venstre-orienterede avis El Pais.
I timerne efter meldingen om, at den 76-årige konge ønsker at abdicere, flokkedes tusindvis af spaniere mandag i flere spanske byer for at kræve en afstemning om monarkiet. Det samme gentog sig lørdag.
Kong Juan Carlos har været konge siden 1975. Han har tidligere været meget populær, men i de senere år synes det som om, at han er kommet mere og mere ud af trit med befolkningen, der har hårde tider på grund af den økonomiske krise.
Blandt andet er han blevet kritiseret for at have brugt penge på elefantsafari i Botswana, mens krisen rasede i Spanien, og hans familie er også viklet ind i en korruptionsskandale.
I tilfælde af en folkeafstemning, viser meningsmålingen i El Pais, ville 49 procent af spanierne foretrække at bevare monarkiet med kronprins Felipe som konge, mens 36 procent ville støtte overgangen til en republik.
Drømmen om en spansk republik forbliver således stærk i Spanien, der først i 1975 gik tilbage til monarkiet efter general Francisco Francos død.
Premierminister Mariano Rajoy har afvist en afstemning om monarkiet, og både det regerende parti og oppositionen støtter med et overvældende flertal monarkiet.
Den 46-årige kronprins Felipe ventes at blive indsat ved en ceremoni 19. juni.
/ritzau/AFP