Priserne på benzin har i den grad taget et nøk opad, og der er en god grund til at priserne er på et utal af bilejeres læber.
Der er nemlig mange penge at spare, når priserne indimellem falder.
Og det ser bestemt ikke ud til, at der er grund til at ånde lettet op lige foreløbig.
En ny EU-regel, der er på vej til at blive vedtaget, vil gøre benzin og diesel markant dyrere i Danmark fra 2027.
Det nye kvotesystem for CO2-udledning betyder, at energiselskaberne skal købe kvoter for at kunne sælge deres produkter.
Det skriver Boosted.dk ifølge Børsen.
Ifølge professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet vil denne foranstaltning gøre brændstof så dyrt, at færre mennesker vil have råd til at købe det. Han advarer forbrugerne om at overveje grundigt, før de investerer i nye fossilbiler, da de kan blive dyre at køre i og svære at sælge:
"Man skal tænke sig rigtig godt om, før man går ud og køber en ny fossilbil, for den kan hurtigt blive dyr at køre i og svær at sælge", lyder det fra professoren til avisen.
Men det stopper ikke her.
Anders Vistisen, Dansk Folkepartis spidskandidat til Europaparlamentsvalget, mener, at denne nye regel vil lægge en urimelig byrde på danske forbrugere. Han påpeger, at mange danskere vil få svært ved at få økonomien til at hænge sammen, især dem, der er afhængige af fossilbiler eller bor i huse uden adgang til fjernvarme. Vistisen understøttes af flere kolleger i EU, der ønsker at rulle forbuddet mod nye forbrændingsmotorer tilbage.
Samtidig er der tegn på, at bilindustrien er ved at miste troen på elbiler som den eneste fremtidige løsning.
Både Mercedes og Ford har ændret deres planer om kun at producere elbiler inden 2030. Hvis EU-kvoteordningen ikke ændres eller afskaffes, forventes det, at benzinpriserne vil stige med 1,09 kr. pr. liter og diesel med 1,17 kr. pr. liter i afgifter.
Udviklingen skaber bekymring blandt både forbrugere og politikere, da de økonomiske konsekvenser kan blive betydelige. Mens nogle ser det som en nødvendig del af den grønne omstilling, argumenterer andre for, at det vil ramme de mest sårbare hårdest og føre til øgede leveomkostninger for almindelige danskere.