Nu bliver det sværere for tyve, at lave indbrud i containere. Sikkerhedsfirmaet Birepo har udviklet en patenteret containerbom, som i modsætning til almindelige låse er monteret på indersiden af containeren og dermed er svært tilgængelig for tyve.
Forsikringsselskabet If har indledt et samarbejde med Birepo.
- Vi har endnu til gode at se Birepo-bommen brudt op, fortæller Peter Rasmussen, skadeinspektør hos If Skadeforsikring.
Af samme årsag anbefaler If deres kunder at installere bommen, som de kan købe til en speciel pris via If-Birepo samarbejdet.
Indbrud kan få store konsekvenser
For håndværkere kan det blive endog meget dyrt at blive udsat for containerindbrud.
- Håndværkere opbevarer typisk deres håndværktøj og småmaskiner, samt dyrere materialer i containere. Et opbrud og tyveri af håndværktøj rammer typisk driften, da de må direkte ud og genkøbe for at kunne udføre arbejdet. Der går let en halv til en hel dag med det, afhængig af omfanget, siger Peter Rasmussen.
Det er ikke altid kun virksomhedens egne ting, der bliver stjålet, men også ting, der opbevares for andre.