Ny badering til babyer møder stærk kritik fra eksperter

Ronja Ryde

10 år siden

|

05/09/2014

Dagens topnyheder

“Mener de det der… at jeg skal komme en ring rundt om min babys hals?”

Sådan skriver hjemmesiden for baderingen “Swimava”, at mange forældre har reageret, når de så deres produkt.

Swimava er en nyopfundet svømmering til babyer, som ifølge produktbeskrivelsen har til formål at “støtte babyens hoved og sikre, at hovedet hele tiden forbliver over vandoverfladen”.

LÆS OGSÅSyv sætninger arbejdende mødre ikke vil høre

Men det er mildest talt en rigtig dårlig idé, mener Lene Skovgaard, som er babysvømnings-instruktør og motorikkonsulent.

- Det er sådan, at alle babyens bevægelser starter ved hovedet. Og hvis vi skal udvikle os godt, skal vi have hovedet med i alle bevægelser, siger Lene Skovgaard til Dagens.dk.

Hun forklarer, at der i menneskets øre sidder en vestibulær-sans (også kendt som labyrint-sansen), som gør det muligt at kontrollere sine bevægelser. Det er for eksempel også den, du bruger, når du bliver svimmel og skal genvinde balancen.

LÆS OGSÅ: Ammende mor smidt ud af butik: Jeg var vred, frustreret og ked af det

- Når børn ikke kan bruge den sans ordentligt, bliver de utrygge. Vand er et unikt sanseapparat, men putter man en krave om halsen på dem, fastlåser man dem, og så kan de ikke bruge vandet ordentligt, siger Lene Skovgaard.

Motorikkonsulenten har flere gange været inde på Swimavas danske Facebook-side for at kritisere baderingen, som skal holde babyens hoved oven vande.

Hos Swimavas danske afdeling er man godt klar over, at der er mange, som kun har kritik til overs for produktet, som kom til Danmark i efteråret 2013. Men i andre lande har modtagelsen været en helt anden.

- Det er meget forskelligt fra land til land. Jeg tror lidt, det er en kulturting, og det er en typisk dansk måde at tage imod noget nyt på, siger Line Marie Wibroe, der er den danske importør af Swimava-ringen, som på verdensplan er blevet solgt i over 600.000 eksemplarer på fem år.

LÆS OGSÅ: Dagens’ læsere fortæller: De sjoveste ting, jeg sagde under fødsel

- Folk tror, at vi er imod babysvømning, og det er vi altså ikke. Babyerne synes, det er rigtig sjovt at kunne plaske frit i vandet, og der er mange forældre, som tager rigtig positivt imod den, fortæller Line Marie Wibroe, som understreger, at hun ikke er fagperson inden for svømmeverdenen.

- Men jeg lever lidt efter devisen: Hvis man lærer at elske vand, så lærer man også at svømme, siger Swimava-importøren. Svømmeinstruktører er jo egentlig imod alt, hvad der giver opdrift.

Motorik-konsulent Lene Skovgaard lever til gengæld efter devisen “for at skabe opdrift kræver det fremdrift”. Hun mener, at det generelle  problem med såvel badevinger som hals-ringen er, at babyen kommer til at tro, at det er sådan, det er at være i vandet.

LÆS OGSÅ: Fem-årig dreng sendt hjem første skoledag - hans hår var for langt

- Jeg havde en halvandet år gammel pige og hendes forældre på et svømmehold. De skulle på ferie i 14 dage, så jeg sagde “husk det nu. Ingen svømmevinger!” Men de gjorde det alligevel, og da de kom hjem, have hun glemt alt, hvad hun havde lært, og gjorde intet for at holde sig oppe. Med sådan nogle redskaber lærer de det aldrig. Det er en falsk tryghed, siger Lene Skovgaard.

Derfor er den ultimative konsekvens af oppusteligt babyudstyr, at barnet vil drukne, hvis det ikke har lært, at det kan synke, mener motorikkonsulenten.

- Men hvornår ville et lille barn nogensinde være uden opsyn i vandet? lyder Swimava-importøren Line Marie Wibroes modsvar til den udlægning.