Nu kan du holde din nytårsaften i Tivoli

admin

11 år siden

|

03/11/2013

Dagens topnyheder

Forlystelsessyge danskere og turister i København har nu mulighed for at trodse vintervejret og holde nytår i Tivoli.

I år vil der både være gang i karruseller, rutsjebaner og restauranter på årets sidste dag. Det er første gang nogensinde, at Tivoli holder nytårsåbent for alle gæster i haven, siger Tivolis pressechef Torben Plank.

- Sidste år holdt vi forsøgsvist åbent i en håndfuld restauranter, men der blev meget hurtigt udsolgt, og interessen var så overvældende, at vi nu har besluttet at åbne haven for alle, siger Torben Plank.

- På den måde kan man sige, at vi efterlever havens grundlægger Georg Carstensens ord om, at Tivoli bliver aldrig færdig, tilføjer han.

Men der er dog grænser for åbningstiden, erkender Torben Plank - et helårsåbent Tivoli er ikke en del af havens planer foreløbigt i hvert fald.

Der er nærmest tradition for, at det går vildt for sig nytårsaften omkring Rådhuspladsen i det indre København, hvor rigtig mange mennesker mødes for at skåle og skyde nytåret ind med fyrværkeri.

Tivoli ligger lige op ad Rådhuspladsen, men ifølge Torben Plank frygter man ikke problemer med hverken nytårsbranderter eller ballademagere i den gamle have.

Der er på forhånd taget visse forbehold, siger han.

- Vi lukker for indgang til haven klokken 22, og det betyder nok, at de helt store nytårsbranderter ikke går vores vej. Men hvis de gør, så skal vi nok håndtere det med konduite, som vi plejer, siger han.

- Vi er jo vant til meget store arrangementer i Tivoli, for eksempel når verdensstjerner har spillet koncerter på Plænen, og vi har nogle af verdens bedste kontrollører, som kigger på folk, inden de bliver lukket ind, siger Torben Plank.

Om kort tid åbner Tivoli dørene for det 20. år med Jul i Tivoli, som sidste år blev besøgt af flere end 800.000 gæster.

I år er åbningstiden altså udvidet, så der er åbent fra fredag 15. november og helt frem til og med 31. december med undtagelse af juleaften og 1. juledag.

Ifølge Torben Plank vil julemanden og hans rensdyr dog ikke være at træffe i Tivoli nytårsaften.

Nytåret i Tivoli byder på åbne forlystelser frem til klokken 21.30 og årets sidste fyrværkeri klokken 21.45.

De betalende nytårsgæster kan dog blive i Tivoli helt til klokken 00:30, hvor de fleste af restauranterne også lukker.

/ritzau/