Flere millioner danskere har set dokumentarserien 'Den sorte svane', der har rullet over skærmen på TV 2. Den er desuden også tilgængelig på streamingtjenesten TV 2 Play, hvor flere seere så alle afsnit i et hug.
Det har chokeret mange at se, hvordan underverdenen tilsyneladende samarbejder med alt fra advokater til tilsyneladende lovlydige rigmænd.
Den noget så omdiskuterede dokumentar har også sat gang i noget af et efterspil.
Et efterspil som i den grad får panderynkerne frem hos danskerne.
Den populære dokumentarserie har allerede haft konsekvenser for flere af de involverede, og nu har Amira Smajic, der er hovedperson i TV 2-dokumentaren, brudt tavsheden.
Hun lægger ikke skjul på, at hun i dag lever under konstante dødstrusler og beskriver sin tilværelse som værende i 'et åbent fængsel'.
Det fortæller hun i et interview med Berlingske, hvor hun taler ud for første gang siden udsendelsen.
Dokumentaren, hvor Amira Smajic agerede muldvarp og dobbeltagent, har haft dybtgående konsekvenser for hendes liv:
"Jeg kommer ikke til at kunne gå på gaden. Jeg kommer ikke til pludselig at kunne bestemme mig for at hente mælk i supermarkedet eller i øvrigt færdes frit. Men vigtigst og værst af alt er, at hele mit familieliv er smadret på ubestemt tid. Min fremtid føles som at stå på en øde ø. Bolig, job, hverdagsliv, alt virker helt umuligt", siger hun til Berlingske.
I 'Den sorte svane' narrer Amira Smajic en række kriminelle til at afsløre deres aktiviteter på skjult kamera, og det giver et indblik i, hvordan underverdenen hænger sammen med det etablerede samfund.
Men Amira Smajic var ikke selv uden skygger.
Under optagelserne var hun involveret i en alvorlig retssag om millionsvindel mod en forening, hvor hun selv var hovedpersonen.
Efter dokumentarens udgivelse er der kommet flere afsløringer frem.
Blandt andet havde Amira Smajic forbindelser til en juridisk specialkonsulent i Miljøstyrelsen, og det sætter to streger under de mange lag af bedrag og manipulation, der har præget hendes historie.