Norwegian-fly lander i Kastrup med røg i kabinen

admin

438 uger siden

|

01/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ekstraordinær landing af et Norwegian-fly i lufthavnen i Kastrup har fredag formiddag udløst en større udrykning.

Røg i kabinen fik besætningen til at sætte hjulene på dansk jord. Flyet var på vej fra Stockholm til Nice, oplyser politiet.

Det bliver bekræftet af Norwegian.

- Vi kan bekræfte, at vi havde et fly, der sikkerhedslandede i Københavns Lufthavn. Flyet var på vej fra Stockholm til Nice. Det var uden nogen som helst form for dramatik, siger informationschef Daniel Kirchhoff fra Norwegian.

Ude på landingsbanen stod blandt andet brandbiler klar for en sikkerheds skyld. Og de 185 passagerer blev gelejdet ind i busser og derefter kørt til debriefing.

Røgen viste sig at stamme fra en defekt ovn i flyets spisekammer, fortæller politiet om episoden, som fandt sted lidt efter klokken 11.

- Sikkerhedslandingen skyldes, at der var en røgudvikling i kabinen, som viste sig at stamme fra en ovn. Passagererne er blevet debriefet af kaptajnen og befinder sig lige nu i lufthavnen, siger Daniel Kirchhoff.

Luftfartsselskabet arbejder på at finde en løsning for passagerernes videre færd.

/ritzau/