Norsk professor: Stoltenberg ligner meget Anders Fogh

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Det bliver stadig en skandinav, der skal sidde i stolen som Natos generalsekretær, idet navneskiltet Anders Fogh Rasmussen udskiftes med Jens Stoltenberg.

Norges tidligere statsminister afløser den danske ditto på posten som den øverste politiske chef for den vestlige forsvarsalliance, og det behøver ikke nødvendigvis at betyde de store forandringer.

Det vurderer Frank Aarebrot, der er professor ved den samfundsfaglige afdeling på universitetet i Bergen, over for Ritzau.

- Jeg tror, at de som sådan vil have samme indstilling, og at det principielt vil være en fortsættelse af Anders Fogh Rasmussens arbejde, siger han.

- Men Stoltenberg vil selvfølgelig skulle stå over for andre opgaver i forhold til sin forgænger. Der vil komme andre og anderledes opgaver, som vil være bestemt ved starten af nye situationer.

Blandt andet nævner professoren, at Jens Stoltenberg kommer til at stå over for en række udfordringer i forhold til den betændte situation omkring Rusland.

Overordnet set vurderer Frank Aarebrot dog Natos nye generalsekretær til at være sin kommende opgave moden.

Professoren nævner eksempelvis, at Jens Stoltenberg er god til at føre dialog i pressede situationer, og at Norges tidligere statsminister også gør en dyd ud af at opbygge venskaber og vedligeholde politiske forbindelser.

- Jeg føler mig ganske tryg ved, at både Stoltenberg og Fogh Rasmussen ikke er det, man vil kalde krigsmagere. De er begge mænd af god vilje, som vil forsøge at afdramatisere konflikter i stedet for at gemme dem af vejen, siger Frank Aarebrot.

- Både danskere og nordmænd kan sove trygt i deres senge ved at vide, at en af vores egne har en hånd under vores forsvar.

- Og for os alle synes jeg sådan set, at det er en god nyhed, understreger den norske professor.

Anders Fogh Rasmussen bliver officielt afløst af Jens Stoltenberg som Natos generalsekretær 1. oktober 2014.

/ritzau/