Den norske langrendsstjerne Petter Northug erkender søndag aften, at han sad bag rattet i en bil, der blev smadret i Trondheim søndag morgen.
Den dobbelte OL-guldvinder fra 2010 indrømmer i samme åndedrag, at han var påvirket af alkohol, da ulykken indtraf.
- Jeg vil på det dybeste beklage det, der er sket. Jeg er meget ulykkelig nu og vældig skuffet over det, jeg har gjort, siger Petter Northug i en pressemeddelelse.
Northugs bil blev fundet søndag morgen, men der var i første omgang uklarhed over, om han selv havde siddet bag rattet.
Langrendsløberen fortæller, at han har fortalt politiet alt og er klar til at tage sin straf.
- Det vil jeg gøre, når jeg har tænkt situationen grundigt igennem sammen med mine nærmeste. Det håber jeg, medierne vil respektere, siger han.
Petter Northug har i en årrække været et af Norges største idrætsnavne, og der var store forventninger til ham ved vinter-OL i Sotji i februar.
Her skuffede Northug dog, fandt aldrig formen og vandt ikke en eneste medalje.
Hvordan søndagens episode kommer til at påvirke den fremtidige karriere, vil han ikke give noget bud på endnu.
- Jeg har brug for at fordøje dette og bearbejde hændelsen. Jeg ved, at jeg har svigtet, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vende det, som er sket til noget positivt, siger langrendsløberen.
/ritzau/NTB