Norsk ishockeyprofil udråber Danmark til favorit

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Det norske ishockeylandshold har i en årrække haft overtaget på Danmark, men når de to lande mødes ved A-VM søndag eftermiddag, er danskerne favoritter.

Sådan lyder det fra en af de bærende norske spillere, KHL-backen Jonas Holøs, der mener, at det danske hold på papiret er bedre end det norske denne gang.

- Danmark må være favorit. Vi har haft en del afbud, og Danmark har fået et par gode navne med fra NHL og har generelt et godt hold, siger Jonas Holøs.

Norge er kommet til VM uden blandt andre den sædvanlige anfører Ole-Kristian Tollefsen, den målfarlige Patrick Thoresen og NHL-spilleren Mats Zuccarello Aasen.

Der bliver som regel spillet med musklerne, når de to hold mødes, og danskerne længes efterhånden efter en vigtig sejr over nordmændene.

Flere af de danske spillere har givet udtryk for, at Norge er den modstander, de helst vil slå, og det forstår Jonas Holøs udmærket.

- Det er altid lidt derbystemning og krig over kampene mellem Danmark og Norge. Jeg forstår godt, at danskerne brænder efter at slå os, for vi har jo slået dem i mange vigtige kampe gennem årene, siger han.

- Der har været en lang periode, hvor vi har haft overtaget, men vi mødtes jo senest i to testkampe i november, hvor Danmark var bedst. Det er altid tætte kampe, lyder det fra den hårdt skydende back.

De to testkampe blev spillet i Stavanger, og dengang vandt danskerne med henholdsvis 4-3 og 3-2.

VM-kampen mellem Danmark og Norge begynder 15.45.

/ritzau/