Nordstrand håber på europæisk billet til sidst

admin

10 år siden

|

01/05/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland-angriber Morten Nordstrand ser frem til sæsonens sidste fire kampe, hvor han og holdkammeraterne jagter femtepladsen, der giver adgang til Europa League-kvalifikationen.

Selvtilliden er stor i FCN-lejren inden fredagens udekamp mod Randers FC. I søndags blev FC København nemlig sendt hjem fra Farum med et 0-1-nederlag.

- Hvis det lykkes os at sikre femtepladsen og dermed billet til Europa, vil det være en ok sæson for os, når man tager den dårlige start i betragtning.

- Vi fik en rigtig skidt sæsonstart, men vi har nu endelig kæmpet os fri af bunden og har heldigvis en masse at spille for. I de sidste kampe kan vi måle os mod de allerbedste. Det bliver sjovt, siger Morten Nordstrand til klubbens hjemmeside.

FCN indtager sjettepladsen i Superligaen med 39 point. Esbjerg på femtepladsen har ligeledes 39 point, men en bedre målscore end Farum-holdet.

Randers har også rigeligt at spille for i fredagens kamp med start klokken 18.30. Med en syvendeplads og 37 point er femtepladsen i den grad også i spil for Randers-mandskabet.

/ritzau/