Et nordkoreansk skib, som i juli sidste år blev opbragt under forsøg på at fragte cubanske våben gennem Panamakanalen, sejler lørdag tilbage mod Cuba, oplyser landets udenrigsminister.
Skibet Chong Chon Gang blev stoppet ved indsejlingen til Panamakanalen sidste sommer på mistanke om, at der var narkotika om bord.
Mistanken om narkotika om bord viste sig at være falsk alarm.
Til gengæld fandt toldere under gennemsøgningen af lastrummene 25 containere med udtjent krigsmateriel fra Cuba.
Blandt andet to gamle Mig-21 jagerfly fra sovjettiden, luftforsvarssystemer, raketter og køretøjer.
Det hele var skjult under godt 200.000 sække med sukker.
Både Cuba og Nordkorea hævdede, at der var tale om kasseret materiale, som skulle opgraderes i Nordkorea i henhold til en lovlig kontrakt mellem de to kommunistiske lande.
Panama bad FN vurdere, om den militære last var et brud på organisationens våbenembargo mod Nordkorea.
Fragtskibets kaptajn, førstestyrmand og skibets politiske sekretær er blevet tiltalt for forsøg på våbensmugling.
/ritzau/AFP