Nicolai Boilesen melder sig klar til comeback

admin

10 år siden

|

25/03/2014

Dagens topnyheder

Nicolai Boilesen kan gøre comeback for Ajax Amsterdam på torsdag i en pokalkamp mod AZ Alkmaar efter halvanden måneds skadespause.

Venstrebacken oplyser til TV2, at han har trænet med i de seneste to uger.

- Det er endnu usikkert, hvor meget jeg vil blive involveret, da vi også har en vigtig turneringskamp mod Twente på søndag, siger Boilesen til tv-stationen.

- Så lige nu snakker jeg lidt med træneren og den medicinske stab om, hvordan vi skal fordele minutterne. Men jeg regner stærkt med, at det bliver torsdag, siger landsholdsbacken, der har døjet med en forstrækning i baglåret.

Den 22-årige forsvarsspiller er i denne sæson vendt tilbage til topfodbold efter halvandet år fyldt med skader. Derfor skal han ikke presse sig selv alt for meget.

- Planen har hele tiden været, at denne sæson skulle være mit comeback til topfodbold. Og at jeg næste sæson igen skulle kun spille fuldt med uden restriktioner, siger Nicolai Boilesen.

Venstrebacken gik i begyndelsen af marts glip af venskabslandskampen på Wembley mod England, der slog Danmark 1-0.

/ritzau/