Nico Rosberg (Mercedes) sejrede søndag i det brasilianske Formel 1-grandprix, da der blev kørt på Interlagos-banen i São Paulo.
Det næstsidste grandprix i dette års Formel 1-sæson blev igen et opgør mellem Mercedes, hvor Rosberg og verdensmesteren Lewis Hamilton lå og kæmpede deres egen kamp løbet igennem.
Nico Rosberg løb dog med sejren fra pole position til slut, og dermed slutter han på den samlede andenplads i mesterskabet og vandt sit andet grandprix i træk og sæsonens femte sejr.
Rosberg kan nemlig ikke længere hentes af Ferraris Sebastian Vettel, som sluttede på tredjepladsen i søndagens løb langt efter Rosberg og Hamilton.
Lewis Hamilton fører med 363 point inden sidste grandprix i Abu Dhabi, mens Rosberg på andenpladsen har samlet 297 point med sejren søndag. Sebastian Vettel har 266 point på tredjepladsen.
Løbet i Brasilien blev kørt to dage efter massakrerne i Paris fredag, hvor mindst 129 mennesker har mistet livet. AFP citerede tidligere søndag hospitalskilder for oplysningen om, at dødstallet var steget til 132. Men ud på aftenen satte AFP igen tallet ned til 129.
- Det var en fantastisk weekend for mig her, men selvfølgelig er alt relativt på grund af, hvad der skete i Paris, siger Nico Rosberg ifølge AFP.
Nico Rosberg startede fra spids foran Hamilton og afværgede et angreb fra briten fra start og holdt sig ellers i front, mens Ferrari-kørerne Vettel og Kimi Räikkönen startede som henholdsvis nummer tre og fire og aldrig blev trusler.
Dermed sejrede Rosberg igen i det brasilianske grandprix, som tilfældet var i fjor, og tyskeren måtte kun overlade føringen til Hamilton i forbindelse med dækskifte på den krævende bane.
- Det var en god udfordring fra Lewis (Hamilton, red.), men jeg var i stand til at styre tempoet. Vi så, at Lewis faldt tilbage på grund af nedbrydning af dækkene, og det bekræftede, at det var vigtigt at være forsigtig med dækkene, siger Rosberg.
Tyskeren ved ikke, hvorfor han i øjeblikket rammer formen på dette tidspunkt af sæsonen med sine to sejre i træk.
- Jeg presser på nu, og det gjorde jeg også tidligere på sæsonen. Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor det sker nu, men jeg har bare lyst til at fortsætte, siger Rosberg.
Lewis Hamilton gjorde, hvad han kunne for at forsøge at stresse og presse Rosberg undervejs. Den 30-årige verdensmester erkendte dog nederlaget.
- Jeg havde tempoet, men jeg kan bare ikke tage over her (i Brasilien, red.). Jeg dræbte mine dæk, og det er en skam, for det er så fantastisk en bane, siger Lewis Hamilton, som aldrig er lykkedes med at vinde et grandprix i Brasilien.
Nico Rosberg vandt det seneste grandprix i Mexico City. Forinden sikrede Lewis Hamilton sig verdensmesterskabet i USA.
/ritzau/