Golfsportens nummer et, Tiger Woods, har for første gang siden sin debut i 1995 måttet melde afbud til en af sæsonens mest prestigefyldte turneringer, Masters.
En nødvendig rygoperation har sat Woods ud af spillet, og dermed glipper chancen for at komme tættere på rekorden for flest major-titler i karrieren.
Den sidder legenden Jack Nicklaus på med i alt 18 trofæer, mens Tiger Woods siden US Open-sejren i 2008 har siddet fast med 14 sejre.
Nicklaus er dog sikker på, at det nok skal lykkes at slå rekorden på et tidspunkt.
- Han er 38 år gammel, og han har nok mindst 10 år tilbage at spille i. Det betyder, at han skal vinde fem af 40 mulige major-turneringer. Det burde ikke være så svært, siger Nicklaus til ESPN Radio.
Da Jack Nicklaus fyldte 38, havde han ligesom Woods også vundet 14 majortitler. Den 18. og sidste sejr hev han hjem som 46-årig ved Masters i 1986.
Tiger Woods er i øvrigt endnu tættere på en anden rekord, nemlig flest vundne titler på PGA Touren.
Her nåede Sam Snead at vinde 82 turneringer, mens Woods indtil videre har modtaget 79 vinderpokaler.
/ritzau/