Rosenborg sælger sin danske angriber Nicki Bille Nielsen til den franske klub Evian.
Det skriver både den norske klub og den franske klub på deres respektive hjemmeside.
Nicki Bille har skrevet under på en treårig kontrakt med den franske klub, der i forvejen tæller tre danske spillere: Daniel Wass, Jesper Hansen og Jesper Juelsgård.
Den tidligere landsholdsspiller Bille har haft et omtumlet år, efter han i påsken blev anholdt i København grundet en episode med politiet, som han nu er voldstiltalt for.
- Jeg er meget glad. Dette er en god chance for mig. Jeg talte med Daniel Wass og de andre danskere, og vi er enige om, at Evian og jeg er skabt for hinanden. Det er ny begyndelse for mig, siger Nicki Bille til Evians hjemmeside.
- Jeg vil give alt på banen for mine holdkammerater og klubben. Jeg er virkelig spændt på at starte.
26-årige Nicki Bille nåede at spille 50 kampe for Rosenborg, hvor han scorede 24 gange. Han spillede sin første kamp for klubben i marts 2013.
Han blev hentet hos spanske Villarreal, hvorfra han undervejs var udlejet til andre spanske klubber.
Gennembruddet i Superligaen fik han hos FC Nordsjælland fra 2008 til 2010.
I 2013 debuterede Bille på det danske A-landshold, og i det efterår blev det til tre kampe for Morten Olsens tropper.
Bille scorede en enkelt gang i VM-kvalifikationskampen mod Malta.
/ritzau/