AGF regner med, at nedrykningen fra Superligaen til 1. division kommer til at koste mellem 20 og 25 millioner kroner.
Det oplyser Aarhus-klubben onsdag i en fondsbørsmeddelelse.
Da AGF i forvejen kalkulerede med et underskud, så er likviditeten og egenkapitalen for alvor kommet under pres. Derfor vil klubben i efteråret gennemføre en kapitaltilførsel for at sikre "fremadrettet ro og stabilitet."
- Vi står over for en stor sportslig og økonomisk udfordring. Derfor arbejder vi også fokuseret på planen for "det nye AGF", skriver klubben.
Det er et forventet fald i indtægter fra tv, tilskuere og salg af merchandise, der får AGF til at forvente et samlet underskud for 2014/15 på 27-32 millioner kroner.
Derudover har det også kostet dyrt at skifte ud på trænerposten, hvor Morten Wieghorst er kommet til.
/ritzau/