Selvom Bodil er fortrukket, så lyder anbefalingen fra Naturstyrelsen fortsat, at man skal vente til en anden dag med at gå en tur i skoven.
- Naturstyrelsen fraråder stadig al færdsel i skovene på grund af risiko for nedfaldne grene og træer, der kan splintre uden varsel, lyder det fra Naturstyrelsen fredag morgen, hvor stormen Bodil er raset af.
Naturstyrelsens skovridere er ved at danne sig et overblik over, hvor slemt det står til efter stormen.
De foreløbige meldinger tyder på, at det er skovene i Vestjylland og Midtjylland, der blev hårdest ramt af stormen.
- Især for Vestjylland må man regne med, at der er væltet adskillige tusinde kubikmeter træ. Men ellers ser det ud til, at statsskovene er sluppet nådigt, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Vurderingen lyder, at stormskaderne er mindre omfattende end efter oktoberstormen.
- Der kan vise sig andre vurderinger i løbet af dagen, fordi medarbejderne på grund af mørke – og visse steder stadig hård vind – slet ikke har været ude i alle dele af skovene endnu, lyder det.
Skovbrugschef Michael Glud fra Hededanmarks Skovdivision siger, at der efter de seneste storme mange steder er væltet mere træ, end man normalt hugger i løbet af et helt år.
- Når dette så samtidig ligger spredt på arealet, og meget af det er knækket eller på anden måde skadet, rammer det skovejernes økonomi meget hårdt, siger Michael Glud.
Skovejerne skal nu rydde op og plante de mange arealer til igen. Det er et arbejde, der er gjort vanskeligt som følge af det kaos, de mange, spredte, væltede og knækkede træer udgør, oplyser Hededanmark.
Naturstyrelsen vil som det første gå i gang med at rydde de store veje gennem skovene, så følger de mindre skovveje, så maskiner og køretøjer kan komme igennem. Derefter vil man kunne få det store overblik over skadernes omfang.
Trekantsområdets foreløbige skøn er, at Gyttegårds Plantage og Frederikshåb Plantage er ramt. I Nordsjælland lyder en forsigtig melding på skader, der er lidt mindre omfattende end ved sidste storm.
Og i Sønderjylland, som var hårdest ramt sidst, er der ganske vist følgeskader efter oktoberstormen, men der er ikke tale om større træfald denne gang.
/ritzau/